Uge 25 - 2016

Nu er det snart 8 mdr. siden, at jeg fik indsprøjtningen i min svangsene. Hvordan går det så her 8 mdr. efter? 

I det sidste stykke tid har jeg brugt lidt tid på at kigge mine gamle blogindlæg igennem her på siden. Det har været spændende, interessant, skræmmende og lærerigt. Når man kigger tilbage i arkiverne, så tror jeg, at jeg har trænet alt for hårdt i forhold til min niveau. Specielt hvis man kigger tilbage til 2012 og 2013. I 2014 hvor jeg løber hurtigst på 10 km (32.26 min - bruttotid), så løber jeg faktisk ikke nær så mange km som i 2012 og 2013. Jeg kan se, at jeg havde mange små skavanker og skader i 2012 og 2013. Dette er også en indikation af, at jeg trænede for hårdt og langt. 

I denne uge har jeg løbet 62 km uden nogle intensive km. I uge 23 løb jeg ca. 70 km og ca. 50 km i uge 24 (2 hviledage pga. sygdom). I uge 22 og 23 bryder jeg mit mønster med at stige 2 km pr. uge - og pludselig begynder jeg at få småskavanker igen. Denne gang er det mit venstre knæ, der skaber sig lidt. Præcis som den har gjort før, når jeg har trykket lidt for hårdt på speederen i forhold til det, som min krop har kunne holde til. Jeg er derfor gået tilbage til tidligere plan. Af samme årsag har jeg pt. også fokus på styrketræningen igen. Et element man hurtigt dropper igen, når det går godt. 

Min venstre fod er forsat ikke helt så stærk som højre fod. Men der er sjældent problemer med den - og aldrig større problemer end det kan klares med massage. Den husker jeg at styrketræne 3 gange i ugen med excentriske øvelser af læg og fodøvelser. Jeg laver pt. excentriske øvelser med 5 kg. vægte. 

I uge 30 venter Etape Bornholm. Jeg glæder mig helt vildt. Sidste år måtte jeg droppe deltagelsen pga. foden. I år vil jeg prøve mig af på den første etape og nyde resten. Jeg vil prøve at ramme et tempo omkring 04.00 min pr. km på etape 2 - 5. 

I 2011 kunne jeg løbe 10 km på 35 min og 5 km på 16.30 min. Jeg brugte 3 år på at træne mig ned til 32.26 min og 15.39 min på nævnte distancer. Hvis jeg pt. er startet fra ny, så er jeg 32-33 år, når jeg er tilbage igen! Denne gang skal det være sjovt og uden skader. Mit første delmål er, at komme under 35 min på 10 km og 17.30 min på 5 km. Første forsøg er Vejle Ådal i oktober måned. 

Der er lidt langt imellem indlæggende på bloggen. Specielt fordi at jeg nu bruger Garmin Connect til at kigge min træning igennem. Men der kommer måske flere blogindlæg, når min træning bliver lidt mere interessant. 

/ Rasmus

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Uge 39 - 2013

Uge 29 - 2017

DM 10 km landevej 2021