Uge 29 - 2017

Der er langt imellem indlæggende efterhånden. Jeg er heller ikke sikker på hvor mange, der følger med herinde længere. Med god grund selvfølgelig. Men her kommer lige en lille opdatering.

Der er nu gået 10 måneder siden min sidste indsprøjtning. En indsprøjtning der var nødvendig, da jeg fik ondt i foden igen på Bornholm sidste år efter et vrid. 

Jeg føler ikke helt, at det går så godt denne gang, som det gjorde sidste gang, at jeg fik en indsprøjtning. Eller også bildte jeg mig bare ind sidste gang, at det gik fremad? Ved sidste scanning tydede det på at svangsenen var blevet tyndere, der hvor den er fortykket. Så selvom foden ikke kunne holde til løb i september 2016, så var der forsat forbedring. Jeg glæder mig til at se, hvad scanningen siger i august. 

Pt. løber jeg imellem 30 - 35 km i ugen. Jeg kunne helt sikkert godt løbe mere, men jeg tør simpelthen ikke. Jeg har ingen smerter under mine løbeture. Alle løbeturene bliver løbet på asfalt eller stampet sti, da foden forsat ikke er stærk nok til vrid. Årsagen til, at jeg ikke føler at foden er ligeså god som for et år siden er, at jeg nogle gange mærker "stivhed" i foden om aftenen, når jeg har eksempelvis har siddet i sofaen et stykke tid. Men det forsvinder efter 2-3 skridt, og så mærker jeg ikke mere. Til gengæld mærkes senen blødere og mere fleksibel nu end for bare 2 måneder siden.

Jeg har is på efter hver løbetur. Jeg er begyndt at bruge varmecreme på senen inden en løbetur, hvilket er utrolig godt. Derudover masserer jeg min fod morgen og aften med en stick eller massagebold. Jeg supplerer mine løbeture med gang og enkelte cykelture. Jeg er ikke så god til at komme ud at cykle på min MTB. Derfor er den til salg. Jeg vil gerne have en racercykel i stedet for.

Mit løbeur siger, at jeg pt. har et VO2 maks. på 57. Dette er det højeste tal, som jeg har haft siden juli sidste år. Urets løbeberegningen siger, at jeg kan løbe 18.04 min på 5 km og 37.29 min på 10 km. Hvilket ikke er helt tosset med 3-4 løbeture i ugen. 

/ Rasmus Futterup

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Uge 39 - 2013

DM 10 km landevej 2021