2 dage til DM 10 km landevej
Tanker inden DM 10 km
Søndag d. 24. marts 2013 afholdes DM 10 km landevej i Aarhus. Ruten er den samme som sidste gang, der var DM i Aarhus. Jeg har hørt både godt og ondt om ruten. Jeg har ikke selv løbet den, og kender den derfor kun på beskrivelse fra www.crosschallenge.dk.
Sidste år i København i Fælledparken havde vi rigtig godt vejr. Solskin, vindstille og en pæn temperatur. Det tegner ikke til, at blive perfekt DM 10 km vejr. Vejrudsigten siger en temperatur omkring frysepunktet, vindhastighed omkring 5 m/s, men heldigvis med solskin. Jeg er bange for, at vejret kommer til at spille en rolle på min præstation på søndag. Det begrunder jeg med, at jeg ikke havde et specielt godt løb i København til 15 km landevej ved 4. afdeling af Cross Challenge. Dengang løb jeg i shorts, t-shirt og singlet. Dette har jeg taget til efterretning. Jeg løber derfor i lange tights, t-shirt, langærmet bluse og singlet på søndag. Jeg har ellers lavet lidt sjov med Christian Kapper, når han har stillet op i lange tights til Cross Challenge afdelinger, men må indrømme, at Kongen nok har taget de rigtige dispositioner. Men man kan ikke lave om på vejret, og man må derfor præstere under de forudsætninger, som der er gældende på dagen. Livet er heldigvis langt, og jeg får flere chancer, hvor vejret er bedre.
Hvordan er formen? Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været i bedre form. Til 15 km landevej i København i starten af februar havde jeg et dårligt løb, og præsterede ikke det, som jeg troede, at min form var til. Jeg tror, at det kan skyldes vejret. Men efter det løb så ændrede jeg min træning. Jeg begyndte at træne kortere intervaller med højere hastighed og mindre pauser. Det gav mig en form fremgang, og til DM 3000 m inde løb jeg 09.10.11 minutter. Hvis man sammenligner de to løbetider, og beregner en fremtidig 10 km løbetid på de to præstationer, så skulle jeg efter 15 km landevej kunne løbe omkring 33.45 min, og efter min præstation til DM 3000 m inde løbe 33.04 min. Nu skal man tage disse beregninger for hvad de er- nemlig vejledning. Men jeg tror helt sikkert, at jeg har haft en formfremgang i 2013. Nu håber jeg så, at jeg kan ramme dagen til DM 10 km, selvom vejret ikke ligger op til en top præstation. Jeg tager det mere afslappet nu, hvor vejret ikke er optimalt. Det kan måske blive en fordel?
Jeg håber, at jeg kan løbe en ny PR hjem. Min PR på 10 km landevej er 33.30 min, som er sat på første etape til Etape Bornholm.
Nu hvor vejret ikke tegner sig fra den bedste side, er der heldigvis flere ting at løbe for. Sidste år i København havde jeg kun min egen præstation og placering at løbe for. Men i år har Herning Løbeklub en samlet 3. plads i Cross Challenge, som vi skal ud at forsvare. Vi vil rigtig gerne beholde og slutte på den samlede tredje plads. Efter de to første afdelinger i henholdsvis Korsør og Tårnby, så det ud til, at vi skulle kæmpe om at komme i top 5. Men efter stafetten i Odense og 15 km landevej i København, så kom vi op på tredje pladsen. Den forsvarede vi til DM lang cross, men tabte desværre terræn i kort cross, hvor vi havde et amputeret hold med. Vi kunne ellers have sikret den samlede tredje plads der, da det kun er 5 ud af 7 afdelinger som tæller. Odense skal have 47 point for at komme a-point med os, hvilket de kan få, ved at få en første eller anden plads. Hvis Odense får andenpladsen, så får de den samlede tredjeplads, da DM 10 km tæller højere end de andre løb. Så vi kan gøre det nemt for os selv ved bare at slå Odense. Jeg håber virkelig, at vi får denne tredjeplads og vi vil dø med skoene på. Nu sluttede vi på to fjerdepladser til DM lang og kort cross, hvor vi tabte med en lille margin til Odense, og nu vil vi have tredjepladsen.
Jeg har siden sidste onsdag haft lidt problemer med baglårene. Det strækker lidt engang imellem, men nu er det specielt, når jeg sidder ned, eller ligger på ryggen. Jeg tror, at det skyldes en nerve, som sidder i klemme eller nogle sener, som har trukket sig sammen. Jeg glæder mig til, at vi får varmere vejr. Jeg tror, at det vil hjælpe på problemet.
Jeg skal løbe i Asics Piranha, som kan ses på billedet.
Vi ses i Aarhus til et rigtig fedt løb.

Kommentarer
Send en kommentar