Update efter en lille pause fra bloggen

Det er ved at være længe siden, at jeg lavede en update herinde på bloggen. Det er der flere grunde til. 



Den første grund er, at jeg er blevet gift med den dejligste kvinde på jorden. Vi blev gift lørdag d. 12.04.2014 i Lødderup kirke. Vi havde en fantastisk dag med venner og familie. Fra denne dag er mit fulde navn; Rasmus Futterup (Andersen er slettet). 


Da dette er en løbeblog, så vil jeg prøve at beskrive, hvilken indvirkning mit bryllup havde på min træning. I uge 12, 13 og 14 løb jeg lige over 120 km og 13.3 intensive km i gennemsnit. Mit fokus har været på brylluppet, og derfor har energien og lysten til løbet manglet. Men det har passet mig fint med et frirum. I 15 og 16 løb jeg 83 km og 80 km. Efter brylluppet var i på "bryllupsrejse" til København, og her løb jeg bare en tur pr. dag rundt om søerne (7-8 km). Det er dejligt med en periode, hvor fokus er på andet end løbetræning og mål. Jeg tror også, at man skal have disse perioder, så man kan komme sulten tilbage igen. På bryllupsdagen havde jeg løbefri. Jeg ville ikke stresse op over, at jeg ikke nåede at få løbetrænet inden vielsen klokken 10. Jeg ville nyde dagen og slappe af. Jeg er glad for, at jeg har taget beslutningen om, at jeg ikke "skal" løbe hver dag, men at jeg kan, hvis det passer ind i hverdagen. Det er sundest for krop og sjæl. Det var løbefridag nummer 3 i år. 

Søndag d. 30.03.2014 vandt jeg Pinen & Plagen løbet 10 km i tiden 35.32 min. Den var vidst lidt for lang. På mit eget ur havde jeg løbet omkring 03.26-03.27 min i gennemsnit, hvilket også var planen (mit forventet halvmarathontempo). Jeg løb med kæmpe overskud, og da ruten minder om terrænet til Lillebælt halvmarathon, så var det perfekt træning. Men efter dette løb, så er det gået ned af bakke. Det er også årsagen til, at min mængde er faldet lidt. Jeg har haft ondt i ribbene, ryggen og mavemusklerne i nogle uger nu. Det bliver bedre dag for dag, og jeg har været til læge med problemet. Jeg skal have scannet ryggen i næste uge, da man tror, at det er nogle nerver der sidder i klemme. Da dette har indvirkning på min træning, så er Lillebælt halvmarathon lidt i standby. Jeg er tilmeldt, og jeg stiller også til start. Men hvis ikke at jeg bliver klar til race, så løber jeg med min storesøster. I næste uge skal jeg løbe Jesperhusløbet - det glæder jeg mig til. Vi er en del fra Dueholmskolen, der skal løbe. Spændende om vi vinder for største hold i år.

Hvad er planen så nu? Det er at blive 100 % klar igen. Derefter vil jeg sætte målet for Etape Bornholm. Om det bliver at have det sjovt, eller der kommer et mere specifikt mål, den beslutning må jeg tage, når jeg kender omstændighederne lidt bedre.

Derudover er det min plan, at jeg vil til at træne ryg og mave. Jeg startede i fredags, og jeg kan godt mærke, at jeg mangler nogle coremuskler.

I dag mandag løb jeg 20.1 km med Morten i tempoet 03.58 min pr. km. Vi løb med indlagt marathontempo (2x5 km) i tempoet 03.32 min og 03.36 min. Det var lidt hårdt for mig, da jeg havde lidt sidestik engang i mellem. Men ellers gik det fint, hvor jeg manglede lidt energi til sidst. Men turen startede også allerede klokken 09.00 uden ret meget morgenmad. Jeg skal løbe pace for Morten i København, og derfor kommer jeg nok også på startlisten på et tidspunkt. Men om jeg løber 10 eller 17 km, det ved jeg ikke endnu. Men jeg glæder mig til at stå på startstregen med ham og forsøge at hjælpe ham på lidt af ruten. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Uge 39 - 2013

Uge 29 - 2017

DM 10 km landevej 2021