Uge 26 - 2016

Jeg har løbet 70.30 km i denne uge og 5 intensive km.



Tempoløb d. 30. juni 2016;
Jeg løb 5 km tempoløb med Morten torsdag d. 30. juni. Jeg ville gerne have prøvet min form lidt af, men jeg har været lidt hæmmet af mit venstre knæ/lår de sidste 14 dage. Den har været i bedring i denne uge, da jeg har fundet en metode til at massere det væk.

Morten hentede mig kl. 07.00. Jeg havde lavet nogle små læg og fodøvelser inden løbeturen for at varme kroppen lidt op. Jeg syntes egentligt også at kroppen var rimelig frisk på starten af løbeturen på trods af tidspunktet. Vi løb 5 km ud, og skulle så løbe 5 km tempoløb hjem. Planen var egentlig, at vi kun skulle lave 3 km opvarmning, 5 km tempoløb og 2 km afjog. Men pga. regn og blæst, så var dette den bedste løsning. Det medførte også, at vi havde mest side- og medvind på turen. Til den negative side skal der nævnes, at der er en del højdemeter de sidste 1400 m.

Vi startede ud i 03.49 min pr. km. Jeg følte, at vi løb hurtigere! Mortens ur mente også, at vi løb 03.38 min pr. km. Hvis man har et GPS ur, så ved man altid hvor langt, man har løbet. Hvis man har 2, så kan man aldrig føle sig sikker! Derefter havde vi 03.38 min, 03.41 min, 03.38 min, 03.44 min. Dermed fik jeg et gennemsnitstempo på 03.42 min pr. km (Mortens ur viste 03.40 min pr. km).

Jeg havde det rigtig godt og havde masser af overskud ud til bakkerne 1400 m før slutstedet. Her begyndte mine lægge at råbe efter ilt. Jeg fik rimelig kontrol over løbet igen, da ruten flader ud til sidst.

Planen var, at vi skulle løbe under 03.44 min pr. km - 03.44 min pr. km er mit mælkesyretærskeltrænings kategori, hvis jeg skal kunne løbe under 17.30 min på 5 km. Jeg håber også, at det ca. er mit nuværende 10 km tempo til Etape Bornholm. Det giver i hvert fald en god indikation for, at det ca. er en tid der omkring.

Min fod var ikke mærket af turen, og det var venstre lår heller ikke. På fredagens løbetur mærkede jeg noget magen til det, som jeg har haft i venstre lår/knæ. Jeg er derfor ekstra opmærksom på dette nu både med hensyn til styrketræning og massage.

Fremtidig træning;
I dag d. 3. juli fyldte jeg 29 år. Man kan ikke sige, at mit 28 år var prægende rent løbemæssigt. Jeg løb ikke et eneste DAF-løb. I går løb jeg den længste tur i over 2 år - hele 17 km. Det var fantastisk. Turen blev løbet i 05.09 min pr. km. Familien var med på cykel, og Kirstine var med i løbeskoene. Dejligt at kunne forene løb og familietid.


Efter 11 km syntes jeg, at det begyndte at blive lidt hårdt. Men man kan hurtig få hjernen til at tænke positivt igen. Benene var ikke så ømme dagen efter. Det var faktisk mest ryggen, der var øm. Det må jeg have rettet op på. 

I går læste jeg også Niels Kims blog. Det gav mig nogle ideer til hvordan, at jeg vil opdele min træning i fremtiden. Det næste stykke tid vil jeg have fokus på tempoløb i halvmarathonpace og bakkesprint. Derudover vil jeg også have fokus på at øge mængden stille og roligt med en lang tur i ugen. I kan læse om Niels Kims tanker på bloggen. Han er inspireret af Arthur Lydiard. 

/ Rasmus

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Uge 39 - 2013

Uge 29 - 2017

DM 10 km landevej 2021